Skoleturnering gav nye spillere til badmintonklub
Skive Resen Badmintonklub har med glæde taget imod 16 nye badmintonspillere, som har fået interesse for idrætten efter en skoleturnering arrangeret af foreningen i samarbejde med DGI Nordvest.
Skive Resen Badmintonklub er et godt eksempel på, at skoleturneringer kan være vejen frem til at skaffe nye unge medlemmer til foreningen. Efter at have afholdt en skoleturnering for 140 skoleelever i Resen Hallen i samarbejde med DGI Nordvest har de nu fået 16 nye spillere i foreningen.
- Vi er glade for at kunne hilse 16 nye unge medlemmer velkommen til klubben. Skoleturneringen var en god oplevelse for alle. Vi oplevede, at børnene var meget begejstrede for at spille badminton til turneringen. Det gjaldt også de elever, der kun sporadisk har spillet tidligere. Aktivitetsniveauet var højt og hallen summede af liv og vigør, fortæller Jens Thøgersen fra Skive Resen Badmintonklub.
Smag for badminton
Både DGI og Dansk Skoleidræt arbejder for, at danske børn dyrker mere idræt. Med skoleturneringerne får eleverne en sjov dag med action på badmintonbanerne, fælles oplevelser og holdånd og mulighed for at dyste mod elever fra andre skoler.
Formand for DGI badminton, Benny Andreasen, oplever, at der er stor interesse for skoleturneringerne.
-Vi hører fra mange klubber, at skoleturneringerne giver børnene mod på mere badminton. Når børnene møder op til skoleturneringerne, så ligger der altid en folder eller lignende med et træningstilbud i lokale badmintonklubber, for målet er jo, at skoleturneringerne give flere børn lyst til badminton og på sigt flere medlemmer i klubberne, siger Benny Andreasen.
Mere om skoleturneringer
Er din forening interesseret i at høre mere om skoleturneringer eller en skole/lejr, så kontakt idrætskonsulenten i din landsldelsforening. I DGI Nordvest er det Susanne Nielsen på tlf. 79404204.
For hele klassen
Skoleturneringer arrangeres for 4.-5. klasse, 8. klasse og 10. klasse, og det er alle klassens elever, der deltager. Turneringen afvikles som 7-badminton, hvor der bliver spillet badmintonkampe af syv minutter. Klassen kan enten spille samlet på et hold eller deles op i mindre hold, som spiller mod hold fra andre skoler. Alle holdenes point tæller, og der kåres afslutningsvis en vinderklasse.
Få flere med i foreningen
Både skoleturneringer og skoler/lejre giver ifølge idrætskonsulent Susanne Nielsen fra DGI Nordvest foreningerne mulighed for at skaffe nye medlemmer.
- Skive Resen Badmintonklub er et rigtig godt eksempel på, hvor stor en effekt det har at introducere idrætten for børn og unge gennem events. Vi har også gode erfaringer med afholdelse af skoler og lejre i samarbejde med foreninger, som også er en god mulighed for at skaffe nye unge medlemmer i foreningen, siger Susanne Nielsen.
Opdateret 26. januar 2012 Af Tanja TaulborgEjer: DGI Nordvest - Badminton